Rytmik for de mindste

Rytmik for de mindste
RytmikGrete skaber trygge rum for leg og udvikling for nybagte forældre og deres småbørn, når hun inviterer til sang, musik og bevægelse i Dansekapellet fredage kl 11..
Af Journalist: Anna Bølling – Ladegaard.

Hver fredag begiver nybagte forældre fra hele København sig gennem byen for at få komme til babyrytmik og tumlastik i Dansekapellet ved Grundtvigskirken. Her ved de, hvad der venter dem: En times sjov og ballade med RytmikGrete for forældre og børn fra ca. et halvt til halvandet år.

Denne fredag formiddag har otte småbørnsforældre trodset sommerregnen med forventningsfulde børn på armen. Grete har lagt måtter ud i en cirkel til forældrene, så de hver især har en base, hvor de kan sidde med deres barn, og hvorfra de små kan kravle ud og udforske lokalet og vende tilbage til mor eller far igen.

Alles øjne rettes mod Grete, da hun begynder at synge ”Halli, hallo velkommen, velkommen til jer hver især.” Forældrene synger med og igennem sangen synges velkommen til hvert et barn og hver en voksen. Timen er i gang og smilende breder sig allerede hos børnene, der optaget følger med hele vejen rundt i cirklen.

Grete hiver gennemsigtige små silketørklæder i alle regnbuens farver ud af en taske. Først gemmer forældrene sig under dem, og hiver dem til siden med et ”titte-bøh,” og bagefter er det børnenes tur til at blive gemt og fundet igen. Børnelatteren breder sig i rummet. En af de mindste piger ligger på måtten hos sin mor og bliver viftet med tørklædet med stor fornøjelse. En nysgerrig lille dreng kravler helt hen til Grete og bliver overdynget med små tørklæder. Igennem de gennemsigtige tørklæder holder han opmærksomt øje med Gretes bevægelser og mimik. Lidt efter kravler han tilbage til sin mor, som giver ham et smaskkys.

Fra vild leg til rolige pusterum
Igennem timen skifter niveauet og tempoet i legen. Fra stille sanglege til hurtigere danselege, hvor barnet får svingture, kravler rundt og danser med sin mor eller far. Grete guider forældrene til at skabe øjenkontakt med deres barn, når en ny leg går i gang, så de kan fornemme barnets grænser. ”Lyt til jeres børn. Det skal kun være så vildt, som dit barn er klar til,” forklarer hun, ”det er helt ok at tage pauser.”

Så finder Grete sæbeboblerne frem. De voksne prikker og puster til sæbeboblerne. Børnene sidder godt placeret i deres forældres favn, mens forældrene myldrer rytmisk rundt mellem hinanden til musikken. Børnene rækker ud for at nå boblerne, der svæver rundt i rummet.

Stemningen til timen er legende og rummet er fuld af latter. Grete skaber sammen med forældrene et rum for nærværende leg, sang og bevægelse, hvor børnenes sanser stimuleres. Da der er blevet kravlet, rullet, svinget, løbet, hoppet, sunget og danset er det tid til afspænding og afslapning. ”Nu er det forældrene, der skal slappe af. Dit barn kan ligge ved siden af dig eller på din mave, men det gør ikke noget, hvis dit barn bliver ved med at kravle lidt rundt,” siger Grete, mens hun dæmper lyset i lokalet. Til tonerne af sangen ”Vi ligger, vi drømmer” fra cd’en ”Hva’ ka’ jeg bruge min fødder til” går Grete rundt mellem de hvilende børn og forældre og vifter en let brise over dem med en stor vifte.

Efter en sidste farvelsang er der er stadig tid til at børnene kan få mad og blive skiftet, og forældrene kan dele erfaringer og historier med hinanden. Grete bliver en halv times tid og taler med de forældre, som har spørgsmål om alt fra amning til småbørnsmotorik. De sidste forældre pakker sammen og gør klar til at drage tilbage gennem byen med nye lege og sange i bagagen, som skaber mulighed for små stunder med leg, bevægelse og nærvær med deres børn.

Foto: Anna Bølling-Ladegaard
Foto: Anna Bølling-Ladegaard
Foto: Anna Bølling-Ladegaard